Ingen kongelig revanche
Prins Joachim fik andenplads i Classic Race Aarhus
Hans Kongelige Højhed Prins Joachim er godt kørende ved dette års Classic Race i det sydlige Aarhus.
Den bilglade prins sikrede sig pole position ved finaleheatet for standardvogne ved at vinde lørdagens løb.
Under finaleheatet sent søndag eftermiddag gik dog ikke helt så godt for prinsen, som han sandsynligvis havde håbet. Hans Ford Lotus Cortina fra 1965 kom i mål som nummer to.
Prins Joachim, der vandt vandt Classic Race Aarhus i 2010, havde ellers sat næsen op efter at revanchere sidste års præstation. Her måtte han udgå af løbet på grund af problemer med en køler, der brød sammen.
Selv om han ikke kørte sejren hjem i år, havde prinsen masser af roser til arrangørerne af løbet.
- Det er altid pragtfuldt at være tilbage. Og når man så samtidig mærker, at alting er i orden og sat op, som det skal være, så giver det ekstra blod på tanden, sagde Prins Joachim til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Øverst på denne side kan du se et tv-indslag om Prins Joachims deltagelse i Classic Race Aarhus.