Ingen hvide trøjer i Horsens
Fans af AGF må ikke bære klubtrøjer på de neutrale tribuner på Forum Horsens Stadion i Superliga-premieren.
"Af med trøjen".
Det er beskeden til de AGF-fans, der er nødt til at sætte sig på de neutrale tribuneafsnit på Forum Horsens Stadion, når Superligaen fløjtes igang.
På grund af ombygning er der kun delt 720 billetter ud til udeholdets fans, men de er revet væk.
Og vil man sætte sig andre steder, ja, så er det af med den hvide trøje.
- Fordi kampen mod AGF er en højrisiko-kamp vil vi ikke tolerere det. Det kan provokere nogen, så alle vil blive kropsvisiteret, inden de kommer ind. Normalt kigger vi lidt på folk, men denne gang vil vi gå grundigt til værks, og folk med AGF-trøjer vil blive bedt om at gå tilbage til bilen og aflevere den, lyder meldingen fra sikkerhedschef i Horsens Jens Lerche til Horsens Folkeblad.
Der er plads til 7000 mennesker på stadionet i Horsens, og der er i øjeblikket solgt cirka 5000 billetter til kampen.