Ingen hurtigfærge til Samsø
Amtet vil ikke betale for en hurtigfærge mellem Samsø og Århus.
20. feb 2004, kl. 11:51
Mere end 30 dage gammel
Passagererne mellem Samsø og fastlandet skal ikke regne med en hurtigere overfart foreløbig.
Århus Amt har ifølge avisen metroXpress ikke økonomisk mulighed for at indsætte en hurtigfærge mellem Samsø og Århus. En sådan hurtigfærge ville efter mange samsingers mening gøre det mere attraktivt at flytte til Samsø, selv om man arbejder i Århus.
Til gengæld arbejder amtet med planer om at ændre ruten for den nuværende færge, der i dag sejler mellem Sælvig og Hou. Ifølge amtet er det nemlig muligt, at færgen i fremtiden skal sejle til Århus i stedet for Hou.
Færgens fremtid drøftes i amtets økonomiske udvalg på mandag.