Ingen havmøller ved Samsø

Feltet af mulige placeringer snævret ind

Der bliver ikke udsigt til kæmpestore havmøller, når man går tur langs Samsøs kyster.

Det står fast, efter at forligspartierne bag forårets energiaftale på Christiansborg har besluttet at indsnævre feltet af mulige placeringer af fremtidens store kystnære havmøller.

Forligskredsen, der omfatter samtlige partier på Christiansborg minus Liberal Alliance, er gået efter de steder, hvor det er billigst at opstille de 100-165 møller og producere strøm, oplyser klima- og energiminister Martin Lidegaard (R).

16 mulige placeringer

Oprindeligt arbejdede partierne med 16 mulige placeringer af de kystnære kæmpe-møller. Nu er det imidlertid blevet besluttet at droppe otte af placeringerne, deriblandt Samsø.

De otte områder, som nu er ude, er: Jammerbugt Nord (mellem Løkken og Blokhus), Djursland, Samsø Nord, Lillegrund (i Lillebælt nordøst for Als), Vejsnæs (mellem Ærø og Langeland), Nyrup Bugt (ved Nykøbing Sjælland), Halsnæs (nord for Hundested) og Køge Bugt.

De tilbageværende egnede områder, hvor der måske skal opstilles møller mindst fire kilometer fra kysten, er: Bornholm, Smålandsfarvandet, Jammerland Bugt (i Storebælt), Sejerø Bugt, Sæby, Jammerbugt Syd, Vesterhav Nord og Vesterhav Syd.

Andre planer om havmøller

Trods forligspartiernes beslutning om ikke at anlægge store havmøller ved Samsø er der stadig sandsynlighed for, at der bliver opført havmøller nær den østjyske kattegatø.

Vindmøllelaug Aarhus Bugt arbejder med planer om at etablere 20 møller i Aarhus Bugt nordvest for Samsø og nord for Tunø.