Ingen hård kurs mod White Pride
Århus-borgmester Louise Gade vil ikke øge indsatsen mod voldelige AGF-supportere.
Århus har ikke problemer med nynazister i et omfang, der burde få kommunen til at øge indsatsen mod problemet. Det slog borgmester Louise Gade (V) fast på et byrådsmøde onsdag aften. Enhedslisten havde ellers opfordret Århus Kommune til at komme med initiativer, der går imod lokale nynazister.
En stor del af disse nazister har relationer til den yderliggående tilhængergruppe af fodboldklubben AGF, White Pride. White Pride har flere gange stået bag vold på gader og værtshuse i forbindelse med den lokale superligaklub AGF's hjemmekampe. Der har desuden været rejst trusler på Dansk Fronts hjemmeside mod navngivne lokale journalister, der har beskrevet problemerne.
Enhedslisten opfordrede derfor kommunen til f.eks. at bruge Århus Stadion som udgangspunkt for en kommunal kampagne mod nynazisme og racisme. Men Louise Gade opfordrer ifølge Ritzaus Bureau til besindighed:
- Problemet skal tages alvorligt, men vi skal politisk samtidig passe på med via for stor fokus på et lille mindretal at give dem lige præcis den opmærksomhed, som de angler efter, men som de ikke fortjener, sagde borgmesteren.