Ingen har set Lisbets dynebetræk

Politiet har offentliggjort billeder i sagen om den fosvundne Lisbet Nielsen fra Risskov. Indtil videre er der dog ingen nye henvendelser.

Da den 46-årige Lisbet Nielsen forsvandt, gennemgik Østjyllands Politi hendes lejlighed i Risskov sammen med familien, og der blev det klart, at hendes ternede dynebetræk var forsvundet. I forvejen vidste politiet godt, at hendes brune taske manglede.

Derfor valgte politiet fredag at offentliggøre billeder af både dynebetræk og taske.

- Der er desværre ikke kommet nogen henvendelser på de effekter. Det vil vi rigtig gerne have, så vi kunne få nogle nye spor at gå efter. Det er vores næste skridt, siger vicepolitiinspektør Frits Kjeldsen fra Østjyllands Politi til tv2.dk.

Eftersøgningen af Lisbet Nielsen er midlertidig indstillet, men det betyder ikke, at Østjyllands Politi har opgivet at finde Lisbet Nielsen:

- Vi er ved at revurdere vores strategi. Vi skal finde ud af, hvor vi skal lede, og hvilke teknikker vi skal bruge, siger Frits Kjeldsen til tv2.dk.

Lisbet Nielsen fra Århus-forstaden Risskov er sidst set fredag den 23. oktober ved 19-tiden om aftenen. Hendes kæreste, Bjarne Østergaard Madsen, er siden blevet fængslet i sagen, men begik lørdag selvmord i sin celle i Århus Arrest.

Selvmordet fandt sted kort tid før, at Bjarne Østergaard Madsen skulle have været fremstillet i grundlovsforhør i byretten i Århus.

Bjarne Østergaard Madsen er tidligere dømt for drab på to af sine tidligere kærester.