Ingen garanti mod nedskæringer
Bekymrede borgere i Grenaa fik ikke beroligende nyt fra politikerne ved aftenens borgermøde om sygehusets fremtid.
De 20 sengepladser på Grenaa Sygehus er langt fra sikre i fremtiden.
Ved aftenens borgermøde i Randers havde regionspolitikerne ingen garantier med til de borgere, der frygter at endnu en sparerunde vil ramme Grenaas sygehus og eliminere de sidste sengepladser.
- Hvis man læser forslaget til hospitalsplanen, så er det jo en meget tynd garanti. For der står ikke noget om antal eller noget som helst andet. Derfor skal man ikke tro, at den hellige grav er velforvaret med det her, sagde Aleksander Aagaard (V), 2. næstformand i Regionsrådet, mandag aften til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Heller ikke regionsformand Bent Hansen (S) ville love borgerne noget. Formanden påpegede, at den endelige beslutning om regionernes hospitaler træffes den 18. juni.
Regionens forslag er i høring til den 29. maj.