Ingen frihed til dømt guru
Sektlederen Uffe Hove, der afsoner straf for dødelig vold, har fået afslag på prøveløsladelse efter normale regler.
Den sadistiske sektleder Uffe Hove, som er idømt syv års fængsel for dødsvold, har fået nej til prøveløsladelse efter normale regler. Det skriver Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis.
Myndighederne finder, at Uffe Hove stadig er for farlig at sætte på fri fod, så han skal afsone hele straffen. Først om to år kan han forlade fængslet.
Mens han har siddet indespærret, er flere af hans disciple flyttet til Skejby. Det gælder også den unge pige, som var med til binde det voldsoffer, som i sin tid døde af Uffe Hoves behandling.
Da den unge pige fyldte 18 år giftede hun sig med Uffe Hove, som hun stadig elsker af hele sit hjerte, har hun fortalt fængslets ledelse.