Ingen erstatning til pædofildømt

Fængselspersonale fandt intet børneporno, da de ransagede en pædofilidømt mands celle.

En 48-årig mand, der blandt andet er dømt for at misbruge en 10-årig pige på Samsø, er blevet nægtet erstatning til trods for, at hans fængselscelle blev ransaget uden resultat.

Cellen blev undersøgt på grund af rygter om, at den pædofile havde børneporno i sin celle. I cellen fandt personalet 55 dvd-film, men ingen af dem indeholdt børneporno, og derfor har cellens beboer nu krævet erstatning.

Men Østre Landsret har vendt tommelfingeren nedad for manden.

Den 48-årige blev i 2002 idømt en forvaringsstraf for seksuelle overgreb mod tre små piger. I det ene af tilfældene var der tale om en 10-årig pige, som manden først bedøvede og derefter misbrugte i sit hjem på Samsø.

Det var under afsoningen af straffen i Herstedvester, at en medindsat fortalte fængselspersonalet, at rygterne talte om børneporno på mandens film.

Den 48-årige havde krævet 950 kroner i erstatning for selve ransagningen af cellen og yderligere et beløb som kompensation for, at han måtte undvære filmene i halvanden måned, før Glostrup Politi havde kigget dem igennem.

Men først anklagemyndigheden og nu landsretten siger altså nej. Der kan ikke ydes erstatning, når fængselspersonale går en celle igennem. Og det at undvære en stak film i halvanden måned var ikke så stor en ulempe for manden, at han af den grund skal have nogle penge, mener retten.