Ingen ende på skraldestrejke

Ingen udsigt til en løsning af skraldestrejken i Århus. Skraldet hober sig op på grund af strid om advarsler til sygemeldte skraldefolk.

Skraldestrejken i Århus fortsatte tirsdag med risiko for ophobning af køkkenaffald i byen.

På et morgenmøde var der blandt de 23 ansatte i firmaet HCS Transport og Spedition stort flertal for at lade skraldebilerne stå i garagen.

- De ansatte er stadig negative, fordi ledelsen ikke vil i dialog med dem, og et forsøg fra fagforeningens side her til morgen på at mægle faldt til jorden, siger de strejkendes talsmand, Jan Hammer.

Dermed står skraldemændene nu til en bod i Arbejdsretten torsdag. Konflikten er gået i hårdknude, fordi ledelsen nægter at trække skriftlige advarsler tilbage til to langtidssygemeldte skraldemænd. Skraldestrejken berører en tredjedel af affaldet i Århus.

Resten varetages af to andre firmaer, som ikke strejker. /ritzau/