Ingen aftryk på selvmordskniv
Burde være efterforsket som drabssag, mener eksperter
Meget tyder på, at politiet i Viborg overså eller ignorerede flere afgørende spor, i sagen om den 55-årige Edith Hindhede Christiansen, der angiveligt begik selvmord i 2003, skriver B.T. i dag. Hun blev i 2003 fundet i en villa i Ans nord for Silkeborg dræbt med 179 knivstik overalt på kroppen
Ifølge dagbladet B.T. viser en kriminalteknisk erklæring fra politiet, at der ikke fandtes et eneste fingeraftryk på den kniv, som den 55-årige kvinde - ifølge politiet - uden handsker stak og skar sig selv med mindst 179 gange natten til den 2. november 2003.
Samtidig viser en rapport fra de første betjente på stedet ifølge B.T., at der kun var ganske lidt blod ved den afdødes venstre håndled, der var skåret næsten helt over. Ifølge obduktionserklæringen blev såret angivet som den primære årsag til den forblødning, der kostede kvinden livet.
Årsagen kan være, at kvindens håndled blev skåret over, efter at hun var død, så det kom til at ligne selvmord, men flere retsmedicinere siger til BT, at pulsårer i modsætning til almindelige blodårer kan trække sig sammen, når de skæres over, således af ofret ikke bløder eller bløder meget lidt.
B.T. skriver, at en række uvildige eksperter, som avisen har talt med, er overbeviste om, at den 55-årige lærerindes død burde være behandlet som en drabssag.
De to første ordensbetjente på gerningsstedet i Ans fandt dengang omstændighederne mistænkelige, og en kriminalassistent blev sendt ud for at se nærmere på sagen. Han konkluderede efter en kort undersøgelse, at der var tale om selvmord og sagen blev efter retsmedicinske undersøgelser lukket som selvmord.
Viborg Politi er i dag en del af Midt- og Vestjyllands Politi. Her ønsker ingen at kommentere sagen.