Ingen adgang til offentlig strand
Grundejerforening i Følle mener, at folk udefra skal holde sig væk fra den lokale strand.
Private lodsejere ved Følle Strand nær Rønde forsøger med alle midler at holde badegæster væk.
Den lokale grundejerforening har blandt andet fået lavet en håndfuld skilte, der fortæller de badende, at 'uvedkommende ophold frabedes' og at 'ophold på stranden er forbudt'. En enkelt beboer har desuden læsset en bunke jord af i vejkanten for at sikre, at folk ikke standser deres biler foran hans grund.
Flere beboere er dog stærkt utilfredse med grundejerforeningens mange skrub af-skilte, der er i direkte strid med Naturbeskyttelsesloven. Ifølge denne lov har offentligheden fri adgang til de danske kyststrækninger, og de utilfredse beboere mener derfor, at skiltene skal væk.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i aftenens udsendelser.