Inge om ubehageligt fund: De kom bærende på den ene sæk efter den anden

Endnu et ubehageligt fund af vanrøgtede hunde blev gjort fredag

01:52

Kun en uge efter, at der blev fundet 27 vanrøgtede hunde på en adresse i Gjerlev, blev der i går, fredag, gjort endnu et ubehageligt fund.

Denne gang fandt man 19 vanrøgtede hunde på en anden adresse i området. Inge Richter Lassen var i nærheden, da myndighederne undersøgte stedet.

- Det var ikke særlig sjovt at se, og da de så tog de der sorte sække frem, så vidste man jo godt, hvad det næste var. De kom bærende på den ene sæk efter den anden, siger Inge Richter Lassen. 

Læs også Endnu et fund af vanrøgtede hunde vækker bestyrtelse

Det er som sagt anden gang inden for kort tid, at der bliver fundet vanrøgtede hunde i området, og ifølge Inger Richter Lassen ligger de to adresser meget tæt på hinanden.

- Det tager ikke andet end to minutter at gå fra det ene sted til det andet sted, siger Inge Richter Lassen.

Netop derfor undrer det også Inger Richter Lassen, at bygningen ikke blev undersøgt efter sidste fund.

- Jeg synes, at det er svigt fra både politi og dyrenes beskyttelse, at bygningerne ligger så tæt på, at de så ikke i det mindste går ind og undersøger, om der er noget derinde, siger Inge Richter Lassen.

Hos Østjyllands Politi oplyser de, at de ikke har haft nogen mulighed for at undersøge adressen.

- Vi har ikke haft mulighed for at finde den her adresse, da vi var derude første gang, og havde vi haft kendskabet til det, så havde vi naturligvis grebet ind over for det, fra starten af, siger fungerende vicepolitikommisær ved Østjyllands Politi Anders Uhrskov. 

Læs også Vanrøgtsag i Gjerlev vokser: Nyt fund - en person er sigtet

Anders Uhrskov fortæller videre, at det ikke har været muligt at høre hundene på adressen.

- Det jeg har fået at vide fra de kollegaer, der har været derude i går, det var, at de hunde, de så derude, var helt stille, siger Anders Uhrskov.

Østjyllands Politi efterforsker i øjeblikket, om der er en sammenhæng mellem de to fund. Politiet opfordrer desuden borgere til at henvende sig, hvis de har mistanke om dyremishandling.

- Vi vil til hver en tid reagere på henvendelser, hvor der kan være mistanke om, at der er dyr, der ikke har det godt, siger Anders Uhrskov.

Freja var en af de 27 vanrøgtede hunde, der for en uge siden blev fundet på en adresse:

02:15 Luk video