Inge får hjælp til tandbørstning: Det er godt for gummerne

Det er godt at børste tænder hele livet. Også selv om man ikke har så mange tænder tilbage

01:45

Inge Jørgensen på 78 år har helt styr på det med tandpleje.

Hun er nemlig en af de ældre, der modtager hjemmehjælp, og som i løbet af efteråret har fået ekstra hjælp til tandbørstning af Aarhus Kommune.

Læs også Karsten: Den med at løfte str. 45 fra gulvet er svær

Her har medarbejdere fra tandplejen besøgt de ældre i deres eget hjem for at komme dårlig mundhygiejne til livs.

Det er godt for gummerne. Man skal jo lige have dem rene.

Inge Jørgensen

Inge Jørgensen er sengeliggende i hjemmet i Kolt og døjer desuden med leddegigt. Hun har derfor haft stor gavn af kommunens forsøgsordning.

- Det er godt for gummerne. Man skal jo lige have dem rene. Det er godt, at man får hjælp, siger Inge Jørgensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Evaluering af ordningen viser, at cirka halvdelen af de ældre har fået bedre tandsundhed efter at have deltaget i forsøget.

Læs også For gamle til støtte: Det er ikke i orden at nedprioritere os

- Det, at man får fornemmelsen af, hvad tænder er, og hvordan tænder skal behandles og børstes, har simpelthen flyttet så meget, siger Inge Mundus, der er klinikassistent i Aarhus Kommune.

Dårlig tandpleje kan være årsag til en lang række alvorlige sygdomme.

- I forbindelse med mundhulens bakterier, er det sådan, at bakterierne går ind i blodbanen. Det kan gå i hjertet, der kan komme lungeinfektioner og forskellige sygdomme kan blive påvirket af det, siger Inge Mundus.

Læs også Forsøg: Ældre i Aarhus og Randers kan købe ekstra ydelser

Håbet er, at ordningen kan køre videre, så flere kan få hjælp til tandplejen.

- Fremadrettet betyder det færre indlæggelser. De kan få en god tyggefunktion, og de kan få glæden tilbage ved at kunne spise rigtig mad, hvis de har gode tænder, siger Inge Mundus.

I videoen øverst i artiklen kan du se et tv-indslag om ældre, der får hjælp med tandbørstningen.