Information eller propaganda i Gellerup?

Protestgruppe beskylder kommune og boligforening for at bruge offentlige midler til at få borgerne til at stemme ja til helhedsplan.

Århus Kommune og Brabrand Boligforening kalder den en informationskampagne, men protestgruppen mod helhedsplanen for Gellerup og Tovshøj mener, at der er tale om ren propaganda.

Kommunen og boligforeningen bruger 1,6 millioner kroner på kampaganen, der skal overbevise borgerne i Gellerup om at stemme ja planen, men ifølge Pia Bjerre Christensen fra Gellerupparken er informationsmaterialet problematisk.

- Mit umiddelbare indtryk er, at det mest af alt ligner et større reklamefremstød for helhedsplanen. I forhold til at det her er en offentlig høring, så mangler jeg de diskuterende elementer. Jeg kan ikke lide, at mennesker med magt på den måde vil råde over andre menneskers liv uden at tage os med på råd, siger hun til P4 Østjylland.

Men hos Århus Kommune afviser man kritikken.

- Hvis ikke vi informerede bredt og grundigt til alle beboergrupper, ville vi blive kritiseret for at informere for lidt. Det har vi masser af eksempler på, siger afdelingschef i Borgmesterens Afdeling, Per Jensen til radioen.