Influenza-frygt lukker legestuer i Favrskov
Favrskov Kommune lukker såkaldte forældrecaféer for at undgå unødig smittespredning blandt spædbørn.
Normalt tilbydes småbørnsforældre i Favrskov en gang om måneden at mødes til en forældrecafe, hvor også en sundhedsplejerske deltager. Men kommunen har besluttet at lukke i august og september og først åbne igen i oktober.
Det rammer forældrecafeer i Hinnerup, Hammel, Hadsten, Voldum, Laurbjerg, Ulstrup og Thorsø.
Lukningen skyldes et ønske om at undgå unødvendig smittespredning af Influenza A blandt spædbørn.
- Vi ønsker ikke at gøre folk bange. Som jeg ser risikoen, er den ikke specielt stor, siger kommunens sundhedschef Birgitte Holm Andersen til Århus Stiftstidende.
- Men der er særlige grupper, der er mere udsatte. Blandt andre personer med nedsat immunforsvar og helt små børn, siger Birgitte Holm Andersen.