Indviede arena med sejr
BSV slog Viborg i den nye Jysk Arena
Bjerringbro-Silkeborg fik en ønskestart i den nye Jysk Arena, som onsdag aften blev indviet mod bundholdet fra Viborg.
Bjerringbro-Silkeborg skulle onsdag aften i deres spritnye Jysk Arena, som blandt andet er skænket af pengemanden Lars Larsen, forsøge at forsvare førstepladsen i mændenes håndboldliga.
Det gik præcis efter planen for BSV, der uden at være for dominerende alligevel sad på det meste af kampen. Det var dog en målfattig affære mellem de to rivaler. Første halvleg sluttede 11-7 til hjemmebaneholdet.
Anden del af en den midtjyske affære var ikke mere indbringende. BSV hev en fortjent pligtsejr hjem i Jysk Arena i Silkeborg, som endte med 24-20.
Efter kampen sagde landsholdsspiller Rasmus Lauge fra BSV følgende om at vinde i den nye Jysk Arena.
- Det er meget positivt. Det er en fantastisk hal, og det er en fantastisk fornemmelse at spille herinde. Vi er inde i en fin stime, og selvom vi har mange kampe, så får vi sejrene i hus her i ligaen, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Sejren betyder, at BSV holder fast i førstepladsen, og Viborg ligger næstsidst.