Indvandrerkvinder på jernhest
Kvinder med anden etnisk baggrund end dansk skal nu lære at beherske cyklingens ædle kunst. Det sker i Viby J.
I januar starter FOF kurser op, hvor indvandrerkvinder skal lære at cykle. For når man ikke kommer fra en cykelkultur, kan cykling være nemmere sagt end gjort.
- Danskere er jo nærmest født på en cykel, og hele vores arbejdsliv er jo også tilrettelagt efter, at vi kan cykle. Hvis man for eksempel vil være social- og sundhedshjælper, så er det et kæmpe handicap, at man ikke kan køre på cykel, siger kursusleder Hanne Søholt Foged til TV 2 | ØSTJYLLAND.
FOF oplevede simpelthen, at der var et stort behov blandt kursisterne for at lære, hvordan man cykler. Derfor udbyder man nu cykel-kurserne til kvinder med anden etnisk baggrund end dansk.
Se indvandrerkvinder på to hjul. Det er i aften på TV 2 | ØSTJYLLAND fra klokken 19.30.