Indvandrere holder hastemøde
Indvandrerorganisationer i Århus tager afstand til unges angreb på politiet. Derfor indkalder de til hastemøde.
En stribe indvandrerorganisationer i Århus tager skarpt afstand til de seneste angreb på politiet. I to tilfælde har unge 2. generationsindvandrere kastet med sten og flasker mod politiet, og i håb om at løse problemerne indkalder organisationerne til et hastemøde i aften.
Mødet finder sted på Grimhøjvej i Brabrand, og her vil indvandrerne diskutere, hvad foreninger og naboer kan gøre for at afhjælpe de dybe sociale problemer, der er årsag til kriminaliteten. Rabih Azad-Ahmad fra Multikulturel Forening i Århus kalder de unges adfærd for usmagelig og helt uacceptabel, og han mener, at alle har et medansvar for at holde byen fredelig.