Industriarbejdere i job igen
Ledigheden blandt østjyske smede, industriteknikere og svejsere
Det ser ud til, at industriarbejderne i Østjylland går en lysere tid i møde.
I hvert fald er industrien ifølge Dansk Metal på vej frem, og ledigheden er på vej ned.
Under krisen forlod mange industriarbejdere deres branche for at søge lykken i andre fag. Men nu vender flere og flere tilbage til deres gamle job, og det er ifølge Dansk Metal det, der får ledigheden i området til at falde.
Nye tal viser, at ledigheden faldt med 0,6 procentpoint - eller det, der svarer til 47 fuldtidsledige - fra juli 2014 til juli 2015.
Dermed er der nu kun 222 fuldtidsledige i hele Østjylland. Det svarer til en ledighed på 3 procent i Østjylland.
Ifølge Dansk Metal er det et af de laveste ledighedsniveauer i mange år, og det er et godt stykke under ledigheden på landsplan, der i juli 2015 var på 3,4 procent.
De nye tal vækker glæde:
- Det vidner om, at der er godt gang i maskinerne i industrien, og der er mere fremgang i vente - også i Østjylland. Vores vurdering er, at industrien skal ansætte 5.000 flere i år og yderligere 7.000 næste år, siger Allan Lyngsø Madsen, der er cheføkonom i Dansk Metal, i en pressemeddelelse.