Indsats mod tvang uden virkning
Sindslidende kritiserer, at det ikke er lykkedes at nå målsætningen om mindre brug af magt i psykiatrien i Århus Amt.
Trods en massiv indsats for at mindske tvangsfikseringer og tvangsbehandling af psykiatriske patienter, steg brugen af magt over for patienterne i Århus Amt fra 2004 til 2005. Det skriver metroXpress.
Mest markant er stigningen i antallet af bæltefikseringer, der betragtes som den mest indgribende tvang. Her steg antallet af tilfælde fra 751 til 883.
Udviklingen kritiseres af Landsforeningen Sind, der taler sindslidendes sag.
- Tvangsfiksering er et meget voldsomt indgreb, siger foreningens talsmand, Erik Svendsen, til avisen.
Århus Amt ligger dog under landsgennemsnittet for brugen af magt. Derfor er det vanskeligere at nedbringe tallene her, påpeger amtets psykiatrichef Villads Villadsen.