Indsamling til familien Stralner
I næste uge begynder indsamling til Thomas Stralners familie
I weekenden fik familien Stralner endnu et håb om at finde deres forsvundne søn, Thomas Stralner, da der blev fundet et spor i Randers, men endnu engang blev familien ramt af en stor skuffelse, og i øjeblikket er der ingen konkrete spor at gå efter.
Familien Stralner har været igennem en umenneskelig hård tid med uvished og en lang række nedture, og derfor har Nynne Mikka Frederiksen taget initiativ til at starte en indsamling til fordel for den hårdt ramte familie.
Endnu en skuffelse for familien: Thomas blev ikke fundet
Indsamlingen vil foregå i samarbejde med indsamlingssitet Caremaker, og de første donationer kan foretages i næste uge, når de sidste juridiske ting er faldet på plads.
- Jeg har fået mange støttende og søde ord fra rigtig mange, og det er kun ganske få, der har stillet spørgsmålstegn ved indsamlingen. De har blandt andet spurgt, om jeg også vil redde nogen næste gang, et barn forsvinder, og jeg vidste godt, at det kunne give nogle hug - især når det foregår på Facebook. Heldigvis har der været rigtig, rigtig stor interesse for at være med, siger Nynne Mikka Frederiksen til tv2oj.dk.
Opslag på Facebook har det med at sprede sig som ringe i vandet, og det er ikke kun randrusianere, der har tilkendegivet, at de gerne vil støtte familien Stralner.
- Budskabet er ret hurtigt røger ud over bygrænsen, og jeg har for eksempel hørt fra folk fra København og Sverige, fortæller Nynne Mikka Frederiksen.
Hun kendte ikke Michael Stralner og Karina Stralner, inden Thomas forsvandt, men hun er kommet tæt på familien.
- Jeg har været sammen med familien, fra det hele startede. Jeg gik ned med mad og friskpresset juice til dem ved det lille røde hus på havnen, og dengang havde der ikke været dykkere i vandet. Min eksmand er redningsdykker og var den første dykker i vandet. Siden har vi været tætte, og det har udviklet sig til et venskab, fortæller Nynne Mikka Frederiksen.
Det gør ondt helt ind i sjælen på hende, når hun ser, at familien sejler alene ud for at lede efter deres søn, og Michael Straler er mere eller mindre på havnen hver dag fra klokken 10.00, til solen går ned.
Forhåbentlig lykkedes det snart for familien at få vished om sønnens skæbne, og når det sker, kan de se frem til en økonomisk håndsrækning.
- Hvis Thomas ikke bliver fundet i live, skal pengene bruges som en hjælp til begravelse, og når alt har lagt sig, så har de altså også tre andre børn. Jeg vil ønske, at jeg kan sende dem afsted en uge sammen, hvor de kan gå nogle lange ture på stranden, finde hinanden igen og få talt det her rigtig godt igennem, fortæller Nynne Mikka Frederiksen.
Hun har oprettet en Facebookside, hvor man er velkommen til at indgå i en dialog om indsamlingen, der vil foregå via Caremaker.