Indrømmer rådden kørsel

Lagde video af vanvidskørsel på nettet

En 18-årig mand fra Skanderborg får bøder for mere end 10.000 kroner, efter at han lagde en video på nettet, hvor han viste sin vanvittige kørsel frem.

Som TV 2 | ØSTJYLLAND tidligere kunne fortælle, viser videoen, hvordan den unge bilist bevidst kører over for rødt lys med høj fart. Det hele foregik, mens hans ven filmede episoden.

Ifølge Dagens.dk er lokalpolitiet i Skanderborg nu færdig med at efterforske sagen. Den 18-årige bilist kan se frem til ikke færre end fem sigtelser, blandt andet for at køre over for rødt, køre uden sele og uden kørekort.

Derudover viser politiets opmåling, at han kørte 100 km/t på en strækning, hvor man må køre 60 km/t.

- Han har indrømmet alle sigtelserne, og det koster ham bøder for over 10.000 kroner, fortæller Kristian Juliussen fra lokalpolitiet i Skanderborg til Dagens.dk.

Se YouTube-videoen af den 18-åriges kørsel nedenfor. Læs desuden tv2oj.dk's tidligere artikel om sagen her.