Indleder sag mod Randers FC

DBU indleder disciplinærsag mod kronjyderne

Dansk Boldspil-Union (DBU) indleder en disciplinærsag mod Randers FC og Lyngby-spilleren Kim Aabech for et muligt brud på seksmånedersreglen.

Det skriver DBU på unionens hjemmeside.

Aabech har skrevet en treårig kontrakt med superligaklubben gældende fra denne sommer.

Men kontakten mellem de to parter blev angiveligt skabt tidligere end seks måneder før, hans nuværende kontrakt med Lyngby udløber, uden at Lyngby blev informeret. Og derfor bragte Lyngby sagen for DBU's disciplinærudvalg.

DBU anfører, at der i det internationale fodboldforbunds (Fifa) reglement står, at en klub skal have skriftlig henvendelse, hvis en anden klub ønsker at kontakte en spiller tidligere end seks måneder før, spillerens kontrakt udløber.

Derudover ønsker DBU at få klarhed over, om der også er problemer med Aabechs nuværende kontrakt med Lyngby.

I løbet af sagen er det således kommet frem, at midtbanespilleren har haft en tillægskontrakt, som kan være i strid med reglerne.

Læs også: Aabech vil ikke til Randers