Indgreb mod gulplade-fidus

Til oktober stopper muligheden for at spare tusindvis af kroner på at nedveje en bil på gule plader.

Et hul i lovgivningen har betydet, at folk med biler på gule plader har kunne spare over 5.000 kroner om året. Men nu lukkes hullet.

Det fortæller skatteminister Kristian Jensen (V) til Jyllands-Posten, som afslørede, at staten kunne gå glip af afgifter på op mod en halv milliard kroner på grund af omlægning af registreringsafgiften.

- Det bliver sådan, at man går tilbage til den oprindelige afgift, man har betalt. Det vil sige, at dem, der vejer ned nu, får en billig periode, men så går vi tilbage på den afgift, de har betalt tidligere. Det har ikke været vores intention, at de skulle have en lettelse ud af det her, udtaler Kristian Jensen til avisen.

Dermed vil bilejere, der inden oktober får nedvejet sin bil, spare omkring 2.000 kroner, da de kun får én billig periode på et halvt år.

- I de første mange udkast til loven havde vi sådan set lukket hullet. Så forsvandt det i de sidste udkast. Det er faktisk en problemstilling, som vi både har kendt, overvejet og taget stilling til, men den er bare ikke kommet med i det endelige lovudkast. Det er selvfølgelig en beklagelig fejl. Det er mit ansvar. Derfor er det også mit ansvar, at der kommer et lovforslag til oktober som lukker hullet, siger skatteministeren.

Hos FDM mener direktør, Thomas Møller Thomsen, at det er på tide med en gennemgående reform på området.

- Man kan ikke være bekendt over for forbrugerne, at man hele tiden ændrer reglerne. Folk ved jo snart ikke engang, hvilken bil de skal købe. Man skal en gang for alle få lavet et system, der virker.

Læs også: Gule plader: <a href="http://www.tv2oj.dk/vis_nyhed.asp?AjrDcmntId=15231">Spar tusindvis af kroner</a> (31//7)