Indfører betaling på bøger
Bibliotek indfører som det første i landet betaling på bøger
Som det første sted i landet kan man nu få lov at betale for lånebøgerne på Randers Bibliotek. Til gengæld rykker man FORAN i køen og må beholde bøgerne i længere tid.
- Det er ment som en ekstra service. Ved at abonnere på en bogpakke, som vi vælger ud, undgår man ventetid på nye bøger, og man har lov til at have dem i længere tid, siger Eva Bisbjerg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hun er leder af voksenafdelingen på Randers Bibliotek.
Abonnementet koster 200 kroner for ni måneder, og forsøget er en del af en kulturaftale mellem en række østjyske byer og Kulturministeren.
- Det er et forsøg, hvor vi prøver af, om folk er villige til at betale for en ekstra service , siger Eva Bisbjerg.
I første omgang kan 30 lånere købe sig adgang til pakkerne med de nye bestsellerbøger.