Indespærret i eget hus

Sclerose-ramt sidder indespærret i eget hus  

02:35 Luk video

Det er efterhånden ved at være et godt stykke tid siden, at Kirsten Laursen der bor tæt ved Brædstrup sidst har været udenfor sin dør.

Hun har sclerose og sidder derfor i kørestol. For at komme ud bruger hun en lift, der er fastmonteret udvendig på hendes hus, men for halvanden måned siden gik liften i stykker.

Tidligere har Silkeborg Kommuner stået for reparation af liften, når den har været i stykker. Men for noget tid siden fik Kirsten Laursen brev om, at nu var liften hendes egen og ikke længere kommunens.    

Derfor skal hun selv betale for reparation af liften, hvilket koster omkring 10.000 kroner, men som førtidspensionist har hun ikke råd til at betale så stort et beløb.

Efter TV 2 | ØSTJYLLAND er gået ind i sagen, vil Silkeborg Kommune nu se på Kirsten Laursens situation igen. 

- Jeg ved at forvaltningen arbejder på sagen, og man overvejer at lave en rampe, som ikke kræver nogen vedligeholdelse, siger Gitte Willumsen der er formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Silkeborg Kommune til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Så måske kan Kirsten Laursen igen snart komme ud i den friske luft.