Indbrudstyvene har travlt

Så mange har haft ubudne gæster i weekenden

Foto: Colourbox

Det er ikke alle, som nyder varmen og holder sommerferie.

De seneste par dage har indbrudstyvene været særligt flittige rundt omkring i Østjylland.

Tal fra Østjyllands Politi viser, at der det seneste døgn er anmeldt 17 indbrud, mens der mellem fredag og søndag er anmeldt hele 39 indbrud.

Det er der ifølge politiet en god forklaring på:

- Det er nu, at folk begynder at komme hjem fra ferie, og så ser vi de her mange anmeldelser, siger vagtchef Carsten Dahl til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Et af de områder, som har været hårdest ramt af indbrud, er Højbjerg ved Aarhus. Her er der blevet anmeldt syv indbrud siden i fredags.

Det er hovedsageligt designermøbler, kontanter, computere og smykker, som tyvene er sluppet af sted med.