Indbrudstyve stjal slik og kage

To personer brød ind i et Supermarked og stjal slik, sodavand og kage

Foto: Colourbox

Natten til torsdag brød to tyve ind i Dagli' Brugsen i Thorsager ved Rønde, hvor de forsynede sig med lækkerier.

Og de må have haft en ustyrlig trang til noget sødt, for de gik udelukkende efter slik, sodavand og kage.

- Vi har nogle spor at gå efter i sagen, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.

Et af sporene er butikkens videoovervågning.

Af den fremgår det blandt andet, at der var to gerningsmænd til indbruddet, som begge havde hætter trukket op over hovedet.

- Den ene gerningsmand var iført en mørk jakke med en lys gennemgående lynlås og en lodret lys lynlåslomme på brystet. Den anden var iført en blå dynejakke og blå sko, oplyser Østjyllands Politi.

Tyvene kom ind i forretningen ved at presse en dør op, og det skete omkring klokken 02.15 natten til torsdag.

Har du oplysninger om indbruddet kan Østjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.