Indbrudstyv stjal Rolex-ur
Stjal tyvekoster for flere hundrede tusinde kroner
Ukendte gerningsmænd har tømt en villa på Grøndalsvej i Viby for store værdier, det oplyser Østjyllands Politi.
Ved at bryde et køkkenvindue op med et koben har gerningsmændene låst villaens hoveddør op indefra. De ubudne gæster er sluppet væk med adskillige kostbare effekter såsom seks værdifulde ure af mærkerne Rolex, Audemars, Piguet, Panerai og Bretling.
- De seks ure var opbevaret i et våbenskab på husets første sal, som de har brækket ud fra væggen og derefter brudt op med et koben, fortæller politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.
I forsøget på at slette eventuelle spor har gerningsmændene hældt salmiakspiritus udover våbenskabet.
Udover de seks værdifulde ure er der stjålet en stol af mærket Corona, to stole af mærket PK22, en Arne Jacobsen Svane stol i sort læder, fire Arne Jacobsen 7'er stole, en lampe af mærket PH Koglen, en Louis Vuitton taske samt to Specialized cykler.
Østjyllands Politi hører meget gerne fra eventuelle vidner og kan kontaktes på tlf. 114.