Indbrudstyv parkerede i indkørslen

Risskov-beboer kom hjem, mens der var indbrud i hans hjem

Indbruddet blev begået på Nyholmsvej i Risskov. Foto: Google Maps

Foto: Google Maps

1 af 2

Det er tilsyneladende ikke alle indbrudstyve, der efter mørkets frembrud diskret lusker rundt i villakvartererne med en elefanthue trukket ned over hovedet - andre er langt mindre diskrete, når de trækker i arbejdstøjet.

Da en villaejer i Aarhus-forstaden Risskov tirsdag kom hjem til sin bolig på Nyholmsvej, opdagede han, at der holdt en ukendt turkisfarvet personbil parkeret i indkørslen.

Bilen blev dog ikke holdende i indkørslen ret længe. Tilsyneladende opdagede føreren, at villaens beboer var kommet hjem. Han startede i hvert fald hurtigt bilen og forsvandt fra stedet, oplyser Østjyllands Politi.

Tyv brød terrassedør op

Beboeren opdagede senere, at der havde været indbrud i boligen. Gerningsmanden var kommet ind i huset ved at bryde en terrassedør op. Det er endnu uvist, hvor meget indbrudstyven nåede at få med sig derfra.

Stjal trailer og kørte væk med tyvekosterne

Indbruddet fandt sted tirsdag eftermiddag. Bilen, som holdt i indkørslen, var en Toyota - muligvis en Auris.

Indbrudstyven beskrives som en 40 til 50-årig mand med et mellemøstligt udseende. Han havde brun hud og overskæg. Under indbruddet var han iført mørkt tøj.

Har du oplysninger om indbruddet, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.