Indbrudstyv fængslet i fire uger
En 24-årig mand er efter indbrud i Risskov blevet varetægtsfængslet
Tirsdag formiddag fremstillede Østjyllands Politi en 24-årig mand i retten i Aarhus.
Her var han sigtet for et indbrud, der blev begået på Miravej i Risskov natten mellem lørdag og søndag.
I villaen var et vindue blevet brudt op, og der var ifølge politiet af flere omgange stjålet B&O-anlæg, PH Lampe, vin og et andet anlæg af ukendt mærke.
Mandag klokken 12 anholdt politiet den 24-årige mand hjemme ved ham selv.
- Han blev fremstillet i grundlovsforhør, fordi vi mente, der var baggrund for, at han kunne blive varetægtsfængslet. Mere kan jeg ikke sige, oplyser politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Manden blev varetægtsfængslet i fire uger frem til 14. oktober.