Indbrudstyv fældet af MacBook: "Find My Mac" viste vejen

Indbrudstyven bor på Skelvangsvang i Randers. Foto: Google Streetview

En bekendt til indbrudsramt familie hjalp på snedig vis politiet med at finde tyv, som viste sig at have mere kriminalitet på samvittigheden

Onsdag blev der begået indbrud i en villa på Højmarksvej i Randers, hvor tyven blandt andet rendte med en MacBook.

Torsdag kontaktede en bekendt af den indbrudsramte familie politiet og fortalte, at han via "Find My Mac" havde fundet frem til, at den stjålne MacBook befandt sig på en adresse på Skelvangsvej i Randers. 

Da politiet tjekkede sine registre, faldt interessen på en 45-årig mand, der boede i en etageejendom, og som er kendt for tidligere at have begået indbrud.

Fandt alle tyvekoster

Østjyllands Politi fortæller, hvordan der blev sendt efterforskere ud til adressen. 

En kvinde åbnede døren og fik at vide, at politiet gerne ville se nærmere på, hvad der var i lejligheden. Her fandt man alle tyvekosterne fra indbruddet på Højmarksvej - herunder MacBook'en.

Den 45-årige befandt sig ikke selv i lejligheden, men det blev telefonisk aftalt, at han skulle henvende sig til politiet i Randers senere på dagen. Det gjorde han, og han blev anholdt. 

Læs også 85-årig kørte galt på vej ombord på færge

- Det er et fantastisk godt eksempel på, hvad et godt samarbejde mellem borgere og politi kan føre til, siger Carsten Kousgaard, politikommissær ved Efterforskning Randers, i en pressemeddelelse. 

Den 45-årige sigtes for i alt tre indbrud, da hans dna også er fundet i forbindelse med to andre indbrud - et fra august 2016 på Hjulmagervej i Randers og et fra september 2016 på Tyttebærvej i Randers. 

Den 45-årige blev fredag varetægtsfængslet i fire uger.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig