Indbrudsbølge i Låsby og Ry
Se video: Efter 43 indbrud lover politiet mere patruljering og opfordrer borgerne til at huske låse dørene.
Ifølge en optælling lavet specielt til Midtjyllands Avis beretter politiet om en ?indbrudsbølge? i Låsby og Ry.
Siden nytår har der været 10 indbrud i Låsby. Og i Ry har der været 33 indbrud. I alt 43 indbrud i de to byer.
Tine Kragelund fra Låsby er en af de borgere, der har oplevet at få sit hjem endevendt og tømt af indbrudstyvene. Tyvene forsvandt med fjernsyn, kamera, bærbar computer og dvd-skærme til bilen, foruden alle familiens pas og smykker.
- Det værste er jo selvfølgelig computeren, hvor alle vores billeder er på.
Alt det andet kan man købe, det er bare materielle ting. Det er billeder sandelig ikke. Og smykker heller ikke, som man har fået gennem hele livet, siger Tine Kragelund.
Oplevelsen af at have haft indbrud sidder stadig dybt i hende:
- Det første jeg gjorde, det var at smide alle tandbørster ud. Jeg kunne slet ikke klare - bare tanken om, at de havde rørt ved det. Det er mærkeligt, det er grimt. Jeg tror ikke, man kan beskrive det? jeg tror desværre kun man ved det, hvis man har oplevet det, siger Tine Kragelund til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Sydøstjyllands Politi lover at sætte ind med ekstra patruljering og opfordrer nu borgerne i Låsby og Ry til selv at gøre en ekstra indsats for at komme indbruddene til livs. Det drejer sig blandt andet om at huske at låse døre og lukke vinduer.