Indbrud på Marselisborg Slot

Smadrede rude i Dronningens mondæne feriebolig

Den 22-årige indbrudstyv smadrede denne rude for at komme ind i kælderen på Marselisborg Slot.

En 22-årig mand dristede sig sent torsdag aften til at bryde ind på Marselisborg Slot i det sydlige Aarhus.
 
Ifølge Østjyllands Politi smadrede den unge mand en rude i slottets kælder. Derefter kom han indenfor på slottet, der både om sommeren og ved juletid bliver anvendt som feriebolig for dronning Margrethe og den øvrige kongefamilie.

- Alarmen gik i gang, og vi sendte straks flere patruljer derud. Kl. 23.15 anholdt vi den 22-årig mand på stedet. Han havde ikke stjålet noget, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
 
Østjyllands Politi ønsker ikke at fortælle, hvorvidt den 22-årige gerningsmand i forvejen er kendt af politiet.
 
Den unge mand bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør. Politiet ønsker af hensyn til den videre efterforskning, at grundlovsforhøret finder sted for lukkede døre.

Det er højst usædvanligt, at sager om tilsyneladende banale indbrud bliver kørt for lukkede døre, og meget tyder på, at det er det prominente gerningssted, som får politiet til at holde kortene tæt til kroppen.

Dronningen og prins Henrik opholder sig ikke på Marselisborg slot i øjeblikket.