Indbrud på Hovedbiblioteket

Brød ind via tagvindue og tog for sig

En eller flere tyve er i pinsen brudt ind i Hovedbiblioteket på Møllegade i det centrale Aarhus.

Indbrudstyvene er kommet ind via et vindue i taget, som de har brudt op.

Og her har de forsynet sig - men det er ikke bøger, de er gået efter.

Tyvene har stjålet et ukendt antal tablets, iPads og musikudstyr.

Flere af tyvekosterne er mærket med "Hovedbiblioteket."

- Vi vil meget gerne høre fra personer, hvis de får tilbudt ting, som er mærket med "Hovedbiblioteket," siger politikommissær Richardt Jakobsen fra Østjyllands Politi.

Indbruddet er sket i tidsrummet mellem lørdag klokken 16.00 og søndag klokken 04.30.

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.