Indbrud hos kendt restaurant

Den aarhusianske restaurant Carlton var natten til fredag udsat for indbrud

Foto: Google Maps

To formodede gerningsmænd, der beskrives som somaliske af udseende og iført henholdsvis hvid og grå hue, er på Østjyllands Politis radar efter et indbrud i nat.

Det skete på Restaurant Carlton i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi.

Restauranten har haft sin placering på hjørnet af Rosensgade og Volden i efterhånden mange år.

- De blev opdaget af et vidne, der kom forbi. De har fjernet en pengekasse, men vi kan ikke sige noget om beløbet, siger politiassistent ved Østjyllands Politi Marianne Morgen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Indbruddet skete ved 01.30-tiden natten til fredag, og Østjyllands Politi hører gerne fra personer, der har set de formodede gerningsmænd.

De flygtede i retning af Mejlgade.

TV 2 | ØSTJYLLAND har forsøgt at få en kommentar fra Carlton, men det har indtil nu ikke været muligt.