Indbrud endte i slagsmål
56-årig mand overraskede indbrudstyv og forsøgte at tilbageholde ham.
29. jul 2004, kl. 17:28
Mere end 30 dage gammel
En 56-årig mand fra Skanderborg måtte efterses af en læge, efter han endte i håndgemæng med en indbrudstyv.
Manden vendte i formiddags tilbage til sin lejlighed på Banegårdsvej, hvor en tyv var i færd med at at gennemrode stedet for værdier. Den 56-årige forsøgte at tilbageholde tyven, men han kæmpede voldsomt imod, og det lykkedes ham at slippe væk med et kamera, en mobiltelefon og et ukendt kontantbeløb.
Kort forinden havde han forsøgt at bryde ind i en lejlighed i Nørregade, men forsvandt da han opdagede, at lejlighedens kvindelige beboer var hjemme.