Imod højhastighedstog fra Århus til København

DSB kan godt opgive enhver tanke om højhastighedstog mellem Århus og København. Danmark er for lille, mener transportministeren.

Står det til transportminister Flemming Hansen (K), kan DSB godt opgive enhver tanke om et højhastighedstog, de såkaldte TGV-tog, mellem Århus og København.

- Det er ren populisme, og det vil være uklogt. Danmark er ganske enkelt for lille et land til den slags tog, siger ministeren i et interview med Fyens Stiftstidende søndag.

Kun hvis der en dag kommer en fast forbindelse over Kattegat, mener ministeren, at det giver mening med et højhastighedstog.

Trafikforskeren Per Homann Jespersen, Roskilde Universitetscenter, kritiserer ministeren for at mangle udsyn.

- Ser vi isoleret på Danmark, kan jeg godt give ministeren ret. Men skal Danmark kobles på det europæiske højhastighedsnet, udelukker han, at vi kobles på højhastighedstoget til Stockholm og snart også til Göteborg. Og hvad angår Femern-forbindelsen, virker det ikke logisk, at vi kobles af en højhastighedsforbindelse til Hamburg eller Berlin og videre ud i Europa, siger Per Homann Jespersen til avisen.

Foreløbig kører det dog i luntefart for DSB, der mandag indfører nødkøreplan fordi togskinnerne i store dele af Danmark ikke kan tåle sommervarmen.