Imam skaber debat: Ungdomsklub fortryder ja til biograf-invitation

Rosenhøj-klubben 17plus i Aarhus har valgt at aflyse sin deltagelse i et islamisk film-arrangement efter kritik

Det er et oplæg med imamen Mohamed Hoblos og en efterfølgende filmvisning, som de unge fra Rosenhøj skulle have været til tirsdag. Foto: Fra YouTube

Hvad må en kommunal ungdomsklub sige ja til? Det diskuteres, efter at en sådan klub i det belastede område Rosenhøj i Aarhus V nu har fortrudt sin accept af et biograf-arrangement i Cinemaxx.

I første omgang var det planen, at de unge brugere af klubben 17plus skulle til debat- og biografaften tirsdag, hvor de skulle se filmen 'Last Chance' fra 2016. En spillefilm, der er produceret af en islamisk filmproducent, og ifølge ungdomsklubben handler om en ung arabisk mand, der udfordres af livet. Filmen skulle, ifølge ungdomsklubben, være 'en måde at modtage et halal "boost" før ramadanen.' 

Vi har ikke kendt rammerne og indholdet for filmen og foredragsholderen godt nok.

Mads Seiersen, UngiAarhus Syd

- Vi har valgt at aflyse, fordi vi ikke er på sikker grund til at tage debatten ud fra arrangementet. Vi har ikke kendt rammerne og indholdet for filmen og foredragsholderen godt nok, siger leder af UngiAarhus Syd, Mads Seiersen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Inden selve filmvisningen skulle den australske imam Mohamed Hoblos have holdt et oplæg, og de unges planlagte deltagelse i netop hans oplæg kritiseres blandt andre af den konservative byrådskandidat Ali Aminali.

Pakker budskab ind i glitter

- Jeg synes, at det er et stort problem, at 17Plus, et kontaktsted støttet af offentlige midler, vælger at tage de unge med på denne biograftur. Det indtryk, som jeg har af prædikanten Mohamed Hoblos, er, at han prædiker såkaldt politisk islam, hvor sharialoven er over alt andet. Det budskab pakker han så ind i glitter og glamour og sælger det til unge mennesker. Problemet opstår, fordi de unge der færdes i 17plus er særligt sårbare over for de her kontroversielle og yderliggående budskaber, siger Ali Aminali.

Læs også Imamer mægler mellem bander: - Tegn på vi har parallelsamfund

Han er nu glad for, at ungdomsklubben har valgt at aflyse turen til biografen, men at det overhovedet kan ske, at de vælger at planlægge sådan et event er ifølge politikeren et problem.

I stedet har de valgt at samle dem sammen og tage ud til en rabiat prædikant, der kun har et formål. At sælge politisk islam til de unge. Det er ikke i orden.

Ali Aminali (K)

- Pointen med det her tilbud til særlige disse unge er, at de skal lære noget andet, end det de allerede får hjemmefra eller via andre religiøse grupperingers rekrutteringsaktiviteter. Det er som om, at unge ikke-vestlige enten har muligheden for at være bandemedlemmer eller meget troende muslimer. Der mangler alt det indimellem, og det skal det her tilbud jo hjælpe dem med at få. De skal belyse de unge langt mere om kultur, historie og sammenhængskraften i vores demokratiske samfund. Men i stedet har de valgt at samle dem sammen og tage ud til en rabiat prædikant, der kun har et formål. At sælge politisk islam til de unge. Det er ikke i orden, lyder det fra Ali Aminali.

Ingen risiko ved besøget

Ifølge Cinemaxx har politiet ikke vurderet, at der er nogen risiko forbundet med Mohamed Hoblos' besøg, men han har været kritiseret for sine ytringer tidligere – blandt andet her i Daily Mail.

På trods af politiets blåstempling af imamen ønsker 17plus stadig at aflyse deres deltagelse i arrangementet.

Læs også Svalegangen havde inviteret imam i domkirken

- Vi har ikke været dygtige nok til at sætte os ind i setuppet. Der er for os som sådan intet problematisk i at gå i biografen og bruge en film til en vigtig diskussion om, hvordan det er at være ung, men vi skal kende præmissen bedre, siger Mads Seiersen.

Cinemaxx afviser, at biografen burde have takket nej til at lægge sal til imamens besøg.

Filmen overtræder ikke reglerne

- Vi er først i dag via posts på facebook blevet gjort opmærksomme på, at Muhammed Hoblos er inviteret til at introducere filmen. Baseret på den oplysning har vi her til morgen bedt politiet om at tage stilling til sagen, da vi ikke har de fornødne kompetencer til at vurdere, hvorvidt hans deltagelse giver risiko for at arrangementet vil være stødende, ulovligt eller på anden måde udgør en risiko. Det har de ikke vurderet, at der var, hvorfor vi tillader arrangementets gennemførelse, skriver Cinemaxx på Facebook.

Samtidig har biografkæden set filmen 'Last Chance' igennem, og har heller ikke fundet, at indholdet strider mod overnævnte retningslinjer.

Det er organisationen Viomis Aid, som har ønsket at vise den australskproducerede kortfilm, og som har inviteret imamen Mohamed Hoblos til at komme forbi i forbindelse med fremvisningen.

Herunder kan du se en teaser for kortfilmen, der vises i biografen:

'LAST CHANCE' - Official Trailer