Ikonisk restaurant lukker efter 30 år
De nuværende ejere nåede kun at eje restauranten i et år
Et godt tilbud fra burgerkæden Cock’s & Cows er grunden til, at den ikoniske restaurant Italia i Aarhus til januar serverer bøffer, pasta og pizza for sidste gang.
Restauranten blev åbnet af Fulvio Capuzzi i 1985, men blev sidste år solgt til Kasper Vejvad Jørgensen og en række andre medejere, som ville føre restauranten videre i samme ånd.
Læs også
- Vi har fået et kapitaltilbud fra Cock’s & Cows. De har været ude og kigge på beliggenheder i Aarhus for at udvide deres imperie. Det er svært at finde gode beliggenheder i Aarhus, og jeg tror bare, at de fandt et sted, som de bare vil have.
Ikke købt for at sælge
Restaurant Italia på Åboulevarden er en af byens mest kendte og velbesøgte restauranter. Da Kasper Vejvad Jørgensen og co. sidste år købte restauranten, var det deres mening langsomt at friske restauranten op.
Læs også
- Det har absoult ikke været vores mening at sælge fra starten. Vi fik muligheden for at købe, og da vi startede ud, var det en restaurant, der var ekstremt meget gang i. Italia kan sammenlignes med Jensens Bøfhus - en restaurant, der har været der i rigtig mange og trænger til en opdatering, siger Kasper Vejvad Jørgensen og fortsætter:
- Det har været vores mening at modernisere løbende, og ikke at lukke i 14 dage og så male stedet kindrødt og begynde at sælge pølser.
Fokus på de ansatte
Selvom mange aarhusianere formentlig har søde minder om første dates og familiefester i restauranten, er det ikke gæsterne, Kasper Vejvad Jørgensen tænker på i forbindelse med lukningen.
Hvordan har du det med at lukke en restaurant, der betyder rigtig meget for rigtig mange aarhusianere?
- Det tror jeg, jeg har det udmærket med. Jeg tænker mest på de ansatte. Dem er vi i fuld gang med at prøve at få videre.
Læs også
Restuarant Italia har sidste åbningsdag den 31. januar, og derefter er der altså burgere og fritter på menuen på Åboulevarden 9 i Aarhus.