Ikke kun frugt skyllede op på stranden: Rikke fyldte sække med affald

Pap og andet affald skyllede sammen med frugten op på strandene på Samsø

Foto: Sofie lindebjerg Søe / Rikke Uglehøj Andersen

Avocadofrugter og bananer i massevis skyllede op på strandene på Samsø efter to skibe kolliderede onsdag i Storebælt.

Men det var ikke det eneste, der fandt vej til Samsøs strande. Med frugten kom nemlig også både pap og plastik, og derfor fik en af øens beboere Rikke Uglehøj Andersen en idé.

- Jeg drog også ud for at finde bananer og lignende, men der var ret tomt på stranden, der lå kun pap og plastik, og så ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde taget en sæk med, siger Rikke Uglehøj Andersen. 

Rikke Uglehøj Andersen kunne sammen med andre fylde flere sække med affald, de fandt på stranden. Foto: Rikke Uglehøj Andersen

Drog ud med affaldssække fredag

Derfor besluttede hun sig for at tage affaldssække med til stranden ved Besser Rev dagen efter. Her lagde hun nogle af sækkene ved affaldsstativet og derefter gik hun og en veninde rundt og samlede affald på stranden.

- Da vi kom tilbage med vores egne sække, så kunne vi se, at de andre sække også var fyldte. Jeg blev bare helt vildt rørt over, at andre gad at give en hånd med, siger Rikke Uglehøj Andersen. 

00:35

Avocadofrugter og bananer skyllede i land på Samsø i stort antal. Video: Sofie Lindebjerg Søe / Jane Søballe Jensen

Luk video

Læs også Se billederne: Lokale har samlet avocadoer og bananer i hundredvis

Opfordrer nu til oprydning

Den gode oplevelse fredag fik Rikke til i dag, lørdag, at skrive et opslag i facebookgruppen Samsø Net-avis, hvor hun opfordrede andre til også at samle skrald på stranden.

- Her til morgen tænkte jeg, at hvis vi kunne gøre det sådan i går, så er det også muligt at gøre det resten af påsken også.

Containerskibe kolliderede

Både affald og frugter er resultatet af en ulykke, der fandt sted på Storebælt tirsdag morgen. Her kolliderede et containerskib fra Hong Kong med et handelsskib fra Liberia.

Syv containere røg over bord i forbindelse med ulykken. Containerne indeholdt blandt andet de avocadoer og bananer, der er skyllet op på Samsø og Endelave de seneste dage. 

00:48

Der lå både avocadoer, bananer og appelsiner på stranden ved Ballen. Video: Sofie lindebjerg Søe

Luk video

Læs også Samsøs strande flyder over med avocadoer og bananer