Ikke hjælp til alle ansøgere

Midtjylland topper listen over julehjælp

Foto: Colourbox

Igen i år ser det ud til at rekordmange danskere har søgt om hjælp til at komme igennem julen. De høje ansøgertal kan betyde, at nogen må gå forgæves.

Sådan lyder meldingen fra foreningen Dansk Folkehjælp.

I dag har foreningen ansøgningsfrist for at søge om julehjælp, og her er forventningen, at endnu flere trængende familier vil melde sig.

Læs også: Mon det bliver en glædelig jul?

Sidste år var Midtjylland, det område i Danmark, hvor flest søgte om julehjælp. Dengang fik Dansk Folkehjælp 873 godkendte ansøgninger. Det tal forventes at stige til omkring 949 i 2014.

- Det er ikke overraskende at vi igen i år ser flere ansøgere til julehjælp. Flere analyser viser at gruppen af socialt udsatte danskere på overførselsindkomster vokser og derfor er der også flere, som har brug for en håndsrækning her i julen, siger generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, i en pressemeddelelse.

I 2013 uddelte Dansk Folkehjælp julehjælp til godt og vel 5.000 familier. Hjælpen består af en pakke af mad- og kolonialvarer, et gavekort til en sportsforretning og et gavekort til en legetøjsforretning til en samlet værdi af 1.500 kroner.

Her kan du se ansøgertallet for de enkelte regioner:

Hovedstaden

2014: (pr. 28. nov.) 581 godkendte ansøgere

2013: 521 ansøgninger

Forventet total 2014: 697

Sjælland

2014: (pr. 28. nov.) 707 godkendte ansøgere

2013: 788 ansøgninger

Forventet total 2014: 848

Syddanmark

2014: (pr. 28. nov.) 725 godkendte ansøgere

2013: 757 ansøgninger

Forventet total 2014: 870

Midtjylland

2014: (pr. 28. nov.) 791 godkendte ansøgere

2013: 873 ansøgninger

Forventet total 2014: 949

Nordjylland

2014: (pr. 28. nov.) 490 godkendte ansøgere

2013: 591 ansøgninger

Forventet total 2014: 588

Kilde: Dansk Folkehjælp.