Ikke flere flygtninge til Århus
Når flygtninge skal fordeles i Region Midtjylland i de kommende år, ender de ikke i Århus, men i stedet i nabobyerne.
Randers, Silkeborg og Skanderborg bliver blandt de store modtagere af nye flygtninge i de kommende år.
Regionen kommer samlet set til at modtage mange flygtninge, men de kommer altså ikke, i første omgang, til at få adresse i Århus. Det skriver JP Århus.
Århus Kommune er nemlig helt fritaget for at modtage flere flygtninge i de næste par år, og det skyldes ganske enkelt, at koncentrationen af flygtninge i byen allerede er så stor.
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har netop forhandlet sig frem til fordelingen af kommune-kvoter for modtagelse af flygtninge med Kommunernes Landsforening og kommune-kontaktrådene.
De nye flygtninge og familiesammenførte indvandrere kan dog sagtens ende med at flytte til Århus, men det kan tidligst ske efter tre år. Først skal de nemlig gennemgå et integrationsprogram, der varer tre år, og så kan de vælge at flytte til en anden kommune.
Hele idéen med at fritage kommuner fra at modtage flygtninge i en periode, er en del af integrationsloven fra 1999. Den har det formål at sikre en jævn fordeling af flygtninge landet over for at undgå ghettodannelser i landets største byer.
Foruden Århus er også København, Aalborg og Odense fritaget i denne omgang.
Alligevel er det oftest disse fire byer, som folk vælger at flytte til, når integrationsprogrammet er gennemført.
Ifølge avisen kom 204 voksne til Århus i 2006 efter at have overstået den tre-årige integrations-periode.
Der skal fordeles omkring 1.000 flygtninge, og cirka en fjerdedel af dem skal bo i Region Midtjylland.