Ikke flere facere på vej

Minister ville ikke lempe på reglerne

Folk på gaden vil i fremtiden ikke møde flere medlemshververe eller facere, som de bliver kaldt. Ministeren vil ikke lempe på reglerne for gadehvervning.

Rådmænd og citydirektører i Aarhus, København, Odense og Aalborg rettede samlet henvendelse til justitsminister Morten Bødskov(S), hvor de udtrykte fælles bekymring for en ny indsamlingslov. En indsamlingslov, der kan betyde flere gadehververe.

Men nu maner justitsminister Morten Bødskov (S) den frygt til jorden. Der bliver ikke lempet på reglerne, så facerne kan indsamle penge på gaden. Og der bliver ikke flere organisationer på gaden.

Aarhus Cityforening ser med glæde på den udmelding.

- Loven er ikke vedtaget endnu, men det er opmuntrende, at justitsministeren så klart og kontant giver udtryk for, at reglerne ikke skal lempes i forhold til hjælpeorganisationers og andre foreningers hvervning af medlemmer på gaden, siger direktør Claus Bech til jp.dk