Ikke den smarteste flugtbil: Tuk tuk løb tør for benzin

Tyve gik på rov i Arena Midt i Kjellerup, men kom aldrig ret langt med deres bytte

01:06

Det lokale idrætscenter i Kjellerup havde tirsdag besøg af ubudne gæster, der tog for sig af værdierne i omklædningsrum, overfrakker og sportstasker. Deres tyvetogt endte dog noget komisk med et mislykket biltyveri og en tuk tuk, der løb tør for benzin.

- Balladen skete tirsdag aften, hvor to mænd kom ind og ryddede omklædningsrum for alt af værdi – ure, penge, tasker, sko og jakker, fortæller centerleder i Arena Midt, Anders Hartvig, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Flere omklædningsrum blev tømt for værdier af de to tyve. 

I en jakke fandt mændene en nøgle til en bil, som man forsøgte at stjæle fra parkeringspladsen.

- De var dog så dumme ikke at løsne håndbremsen, så bilen gravede sig bare ned i gruset. Jeg fik så fat i fire granvoksne badmintonspillere, som var ude og foretage en civil anholdelse, siger Anders Hartvig.

Men så let gav de to tyve ikke op. De slap fri og tog flugten i deres tuk tuk, inden politiet nåede frem.

Læs også 70-årig kvinde løj om røveri: Sigtet for forsikrings-svindel

- De når bare ikke ret langt, da deres flugtbil, som var en tuk tuk, løb tør for benzin. Det var ret komisk, lyder det fra centerlederen.

Mændene havde overnattet på en nærliggende shelterplads og er med stor sandsynlighed hjemløse. Og nu er de så sigtede for tyveri. Politiet fandt flere stjålne effekter på dem, som blev leveret tilbage til de besøgende i centret.

Du kan se interview med Anders Hartvig og klip fra centret øverst på siden.

  Foto: Google Street View