IKEA-ansatte får stor bonus efter rekordår

Vækst kommer gennem medarbejdere, der møder hver enkelt kunde med et smil, lyder det fra varehuschef.

IKEA-ansatte kan få råd til lidt større julegaver i år - eller beholde deres bonus-penge selv.

Når det regner på præsten, drypper det på degnen.

Det gælder i hvert i IKEA, hvor knap 3100 danske medarbejdere kan se frem at modtage mere end en månedsløn i bonus efter et rekordår for IKEA. 

Læs også Coop: Halloween årets tredjestørste højtid - sliksalg er eksploderet

550 af de medarbejdere findes i IKEA Aarhus, og her er varehuschef John Kristian Sørensen glad for at kunne give dem bonussen på 114 procent af deres respektive månedsløn.

- Vi har haft en fantastisk vækst i IKEA Aarhus, og den vækst kommer gennem nogle medarbejdere, der møder hver enkelt kunde med et smil og forsøger at skabe de bedst mulige forudsætninger for god service. Det, tror jeg, har været med til at skabe den succes, vi har lige nu, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

John Kristian Sørensen (th.) i samtale med en af de over 500 medarbejdere i IKEA Aarhus.

Trækker i flok

I det seneste regnskabsår har IKEA Danmark leveret den bedste omsætning gennem kædens 50-årige historie i Danmark.

Læs også Borgmester frygter nye regnskyl: - Det hus bliver ikke til et hus igen

IKEA Danmark øgede ifølge en pressemeddelelse salget med 7,9 procent og nåede en omsætning på 4,7 milliarder kroner.

- Vi er allesammen en del af et fællesskab, og fordi vi har et fælles mål, skaber vi også en kultur, hvor vi allesammen ønsker at bidrage til at skabe gode resultater. For mig er det et fantastisk udbytte i sig selv, siger varehuschef John Kristian Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND. 

I alt 3.079 medarbejdere, der arbejder eller har arbejdet i IKEA gennem det seneste regnskabsår, og som har minimum seks måneders anciennitet, vil modtage bonussen.

Læs også Oversvømmet på begge sider af hækken - Ægtepar kan ikke klare mere

Hvis du bor i Østjylland, er der en vis sandsynlighed for, at du har besøgt IKEA Aarhus på Graham Bells Vej i Skejby.