Idrætspris uddeles i Randers
Næste uge uddeler Randers Idrætspris 2009 til de idrætsudøvere og ledere der har ydet en særlig indsats i sportens verden.
Borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) overrækker priserne til idrætsudøverne, og han kommer til at give mange håndtryk og uddele mange gaver i aftenens løb, idet knap 70 idrætsudøvere har gjort sig fortjent til hæderen i 2009.
Idrætsudøverne kommer fra mange forskellige foreninger og idrætsgrene, bl.a. brydning, fodbold, skydning, bueskydning, golf, landevejs- og banecykling, atletik, håndbold, boksning, tennis, motor- cross, badminton og triatlon.
For at komme i betragtning til Randers Idrætspris skal idrætsudøverne have vundet et officielt DM eller mere, individuelt eller for hold inden for Danmarks Idrætsforbund eller Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger blandt ungdom eller seniorer.
Man kan også komme i betragtning, hvis man har sat en officielt dansk rekord eller derover, har udført en særlig præstation, har vundet en officiel pokal- eller cupturnering eller har deltaget på et hold, der er rykket op.
De aktive modtagere af idrætsprisen får en digital fotoramme og et diplom, mens holdoprykninger får 1500 kroner pr. hold og diplom.
Lederpriserne består ud over blomster og en gave af en check på 5.000 kroner.
Prisen til årets idrætsleder uddeles til en frivillig foreningsleder, som har ydet en stor indsats til glæde for børn og unge i en forening i Randers Kommune gennem en årrække. Prisen overrækkes af formanden for folkeoplysningsudvalget i Randers Kommune Ove Knudsen.