Idrætscenters tag kollapsede: Nu genindvies den store hal

Rønbæk Idrætscenter i Hinnerup inviterer søndag til genindvielse af den hal, som mistede taget i november 2016

00:31

Natten mellem den 5. og 6. november 2016 var skelsættende for Rønbæk Idrætscenter i Hinnerup. Her kollapsede taget til den store hal, men nu er der godt nyt fra centret.

Søndag genindvies hallen nemlig efter lang tids byggeri. Og det med flere forbedringer til fordel for især den lokale idrætsforening HOG Hinnerup.

Det har været en svær tid for foreningerne, da der er stor mangel på halkapacitet i området.

Kristian Hasager, HOG Hinnerup

- Det har været en svær tid for foreningerne, da der er stor mangel på halkapacitet i området. Men de enkelte sportsgrene har været gode til at give hinanden plads, siger næstformand i HOG Hinnerup, Kristian Hasager, til TV2 ØSTJYLLAND.

I halvandet år har foreningen, der har afdelinger inden for blandt andet fodbold, håndbold, badminton og gymnastik, måtte klare sig med en hal mindre.

Får eget fitnesscenter

- Især gymnastik-afdelingen hos os og den anden i området – Hinnerup Gymnastik Samvirke – har været hårdt ramt, siger Kristian Hasager og fortsætter:

- Medlemmerne har brugt den gamle hal i Rønbæk Idrætscenter så meget som muligt og har så også været nødt til at tage til Søften og Hammel.

01:24

VIDEO: Sådan her så det ud, da det nedstyrtede tag blev løftet væk fra hallen. 

Luk video

Nu er de besværligheder så heldigvis slut, for fra i dag er Hal 1 i det lokale center igen klar til brug.

- Det er vi naturligvis super glade for, og vi har samtidig fået lov til at lave lidt ændringer. Gulvet i hallen er efter vores ønske nu grønt, og vi får også vores eget fitnesscenter, siger næstformanden.

Tre mangler ved tagkonstruktion

Han medgiver, at der har været kritiske røster over for, hvor lang tid det har taget at få genopbygget hallen, men han stoler på, at Favrskov Kommune har gjort det så hurtigt som muligt.

Det er samme kommune, der har stået med den økonomiske byrde, men ifølge Kristian Hasager arbejder man stadig på at få en erstatning fra bygherren, der i 2011 opførte hallen.

Læs også Rapporten er færdig: Derfor kollapsede tag på idrætshal

I tiden efter taget kollapsede i november 2016 arbejdede ingeniørfirmaet ALECTIA A/S på foranledning af Favrskov Kommune på at klarlægge, hvorfor at det skete.

Undersøgelserne pegede på, at tre mangler ved tagkonstruktionen var årsagen til kollapset. Problemerne startede angiveligt med, at afløbet fra taget var tilstoppet. Derfor lå flere tons vand og trykkede på taget.

Stålrammer udført forkert

- Så peger rapporten også på, at de stålrammer, der er kollapset, ikke er udført på den måde, som beregningerne har forudsat, at de skulle være, sagde Michael Ertmann, afdelingsleder i Ejendomscenteret i Favrskov Kommune, for omkring halvandet år siden til TV 2 ØSTJYLLAND.

I kølvandet på kollapset i Hinnerup blev flere lignende haller med samme konstruktion undersøgt.

Rapporten peger på, at de stålrammer, der er kollapset, ikke er udført på den måde, som beregningerne har forudsat, at de skulle være.

Michael Ertmann, Favrskov Kommune

- Med hensyn til vores andre haller, der er bygget op på samme måde som denne, uanset hvem der har bygget dem, skal vi nu gennemgå dem for at se, om de samme fejl kan være indbygget i dem, sagde Michael Ertmann.

Det er Silkeborgfirmaet DK Totalbyg, der stod for opførelsen. De har under hele forløbet – der altså fortsat står på - ikke ønsket at udtale sig.

Øverst på siden kan du se video fra tagkollapset i november 2016.