IC4-tog oversprøjtet med graffiti
DSB og italiensk leverandør af IC4-tog er ikke blevet enige om, hvem der skal betale for graffiti-hærværk i Århus.
Inden de stærkt forsinkede IC4-togsæt langt om længe slippes fri på det danske skinnenet, skal DSB og den italienske leverandør Ansaldo have afklaret et sidste økonomisk mellemværende. Det skriver MetroXpress.
Flere af de omstridte tog har i en årrække holdt til i et hjørne af Århus Godsbanegård. Her har de fungeret som en magnet for byens kerne af graffitimalere, der har sprøjtet vognene fulde med tags og pieces.
Da togene formelt set stadig tilhører Ansaldo, vil DSB nu placere hele regningen for rensning af vognene hos italienerne.
MetroXpress var mandag i kontakt med Ansaldo i Italien, men det lykkedes ikke at få svar på, hvordan selskabet forholder sig til DSB's krav om at rense togene fri for graffiti. /ritzau/